En inspirerende kvinde

torsdag den 24. oktober 2013

I et forsøg på at bestille bøger på biblioteket om simple living faldt jeg (ad mange omveje) over denne skønne artikel om en inspirerende kvinde og hendes familie, som jeg gerne vil dele med jer.
Rigtig god læselyst og fortæl mig gerne om jeres tanker om at leve på denne måde... ;)
Katrine Rudolph har også skrevet denne bog, som jeg har reserveret på biblioteket - jeg glæder mig HELT VILDT til at læse den!


Læs mere om Katrine Rudolph og hendes fantastiske liv og refugium her.

Jeg er MEGET INSPIRERET på en jævnt kedelig torsdag!!

Næsten selvforsyning

mandag den 21. oktober 2013

Som jeg nævnte i et indlæg for et par dage siden tilbragte vi en skøn efterårsferie hos drengenes Mormor i Nordjylland. Tiden stod nærmest stille og vi nød hvert øjeblik - ingen stress og jag, blot hygge, afslapning og leg.
Et par af dagene gik vi en dejlig "lufte-hunde-tur" rundt i "Kæret" og heldigvis havde vi et par store poser i lommen for på vores vej fik vi samlet en hel masse lækkerier fra naturens overdådige spisekammer - og det hele er blevet brugt med stor kærlighed...


Her er et lille udpluk af vores høst - skønne æbler, brombær og hyldebær. Vi fandt også hyben på en anden af vores ture.



Et par af æblerne og alle brombærrene blev anvendt til en skøn æblebradepandekage bagt med æg fra Mormors høns og serveret med kold cremefraiche til eftermiddagskaffen.
Opskriften er fra "God mad - let at lave":

Æblebradepandekage
Bradepande/Ildfast fad ca. 30*40 cm

250 g smør
250 g sukker
4 æg
400 g hvedemel
2 tsk bagepulver
2 tsk kardemomme
1 ½ dl mælk

Fyld:
5-6 æbler
200 g brombær
3 spsk sukker
1 tsk kanel

Tænd ovnen på 175 grader og smør bradepanden med lidt smør.
Rør smør og sukker hvidt og skummende.
Rør æggene i et ad gangen og rør godt indimellem.
Sigt mel, bagepulver og kardemomme og rør det i dejen skiftevis med mælken.
Hæld dejen op i bradepanden.
Skræl og skær æblerne ud i både. Læg æblebådene og brombærrene oven på dejen.
Drys med sukker og kanel.
Bag kagen nederst i ovnen i ca. 45 min.


Hyldebærrene kogte Mormor til saft sammen med nogle af æblerne og jeg lavede marmelade af vores plukkede hyben og nogle æbler - opskriften på hybenmarmeladen findes her.
Mormor kogte også den skønneste æblesirup til os efter denne opskrift (metode 1), som jeg vil nyde på min morgengrød i den kommende tid


Med os hjem til Hovedstaden fik vi denne kæmpekasse fyldt med lækkerier fra økogården, som vi besøgte med Mormor i ferien, samt æg og parterede kyllinger fra Mormors hønsehold.

Jeg elsker tanken om, at vi ud fra en skøn gåtur dannede et fællesskab om at plukke frugter og bær i naturen, som blev behandlet med stor kærlighed og omdannet til fantastisk lækre produkter - som ikke blot er økologiske og bæredygtige, men også minder os om en dejlig ferie hver gang de kommer på bordet.








Efterårsferie

lørdag den 19. oktober 2013

Vi holder ferie i denne uge - og det er i ordets bogstaveligste forstand... vi er på besøg i det nordjyske hos Mormor, hvor vi bliver forkælet og slapper af efter alle kunstens regler.



Vi har gået lange ture i naturen med Mormors hunde - og vi plukkede æbler, hyldebær, hyben og brombær, som vi fandt på vores vej (- hvad alle disse herligheder er blevet brugt til viser jeg i et kommende indlæg).



Mormor har kun DRs kanaler på tv'et, så drengene har set film på Ipad.



Johan er rigtig glad for Mormors skønne Aya-hund.



Der er blevet leget med LEGO i stor stil - heldigvis har Mormor et stort lager fra drengenes 5 onkler.



Vi har også besøgt denne skønne økologiske gårdbutik, hvor Mormor jævnligt køber ind - og vi fik da også en masse dejlige grøntsager med hjem (- det viser jeg en af de kommende dage).

Nu vil vi nyde den sidste dag hos Mormor - imorgen går turen hjem til København og hverdagen...

Rigtig dejlig weekend  til jer alle!


Efterårs-lanterner

mandag den 30. september 2013

I sidste uge lavede vi disse smukke efterårs-lanterner - de er ganske simple at lave og kræver et minimum af materialer:

2 syltetøjsglas
decoupagelim
pensler
papirsstykker (- vi brugte en rest håndlavet papir)
glimmer
- og tørrede blade, som vi havde fundet i haven.








Rigtig god fornøjelse!

Strikketid

fredag den 20. september 2013

Den her tid på året nærmest inviterer til at finde strikketøjet frem. For mig er det at strikke terapeutisk - det er mit kreative frirum, hvor jeg kan lukke alle tanker ude og istedet give mig hen til håndværkets proces.

Lige nu er jeg igang med en cardigan i det blødeste alpaka/silke-garn til en lille pige. 
Jeg har sendt to veste i alpakauld afsted til en lille dreng, så hans lille sjæl kan holde varmen i den kommende vinter. 


- Og så er jeg igang med at få brugt mine garnrester, hvilket jeg synes er enormt tilfredsstillende og meget Simple Living-agtigt... 

Det ene projekt er et par uldsokker til Johan og så tror jeg at alle mine alpaka-rester skal blive veste til Jakob - eller måske en cardigan med "norske" knapper?



De lækreste spelt-kanelsnegle med æble og kokos

torsdag den 19. september 2013



Disse skønne æble-kanelsnegle er efterhånden blevet en "mandags-klassiker" herhjemme - opskriften er en fortolkning af denne her fra Hendes Verden. 
Jeg bruger så vidt muligt kun økologiske ingredienser, men det er naturligvis en smagssag ;) 

20-24 stk. 
50 g gær
2½ dl lunken minimælk (-jeg bruger laktosefri minimælk)
2 æg
2 spsk rørsukker
½ tsk Maldon Sea Salt
2 spsk rapsolie
250 g fuldkornsspeltmel/grahamsspeltmel
250 g sigtet speltmel

Fyld:
5 store revne æbler (- pres de revne æbler for det meste af væden/æblesaften)
250 gram plantemargarine
100 gram rørsukker 
2 spsk stødt kanel
75 gram kokosmel

Sådan gør du:
  1. Rør gæren ud i lunken mælk. Rør æg, rørsukker og salt i. Kom olie og de to slags mel i. Ælt dejen sammen.
  2. Stil dejen til hævning et lunt sted tildækket i ca. 40 min.
  3. Alle ingredienser til fyldet røres sammen.
  4.  Del dejen i 2 stykker, og rul dem til 20 x 24 cm rektangler. Smør halvdelen af fyldet på hver, rul dem sammen til roulader, og skær dem i 2 cm’s skiver. Læg skiverne på bagepapir på en bageplade, og lad dem efterhæve 15 min. Pensl med sammenpisket æg og drys med lidt rørsukker. 
  5. Bag sneglene på midterste ovnribbe i ca. 15 min. ved 200 grader. 

Det hele giver mening!

onsdag den 18. september 2013

I dag har været den skønneste dag - og jeg har virkelig følt at hele projektet med en simplere livsstil har vist sit værd! 

Det hele startede med at vi var lige ved at sove over os imorges - det tror jeg ALDRIG er sket før... Men hvor var det skønt at vågne op helt udhvilede!! 

Drengene blev fulgt i skole og børnehave - og jeg brugte formiddagen på små ærinder og forberede aftensmaden, som idag står på lasagne og råkostsalat. 

Efter frokost hentede jeg begge drenge og vi gik en tur i Landbohøjskolens Have, hvor vi fandt kastanjer, fodrede ænder og så på de mange smukke planter og blomster.





Da vi kom hjem tændte vi stearinlys - superhyggeligt på en mørk regnvejrsdag i september.





Kastanjerne, som vi fandt på turen skal laves til kastanjedyr i weekenden. 


Nå ja, formiddagen blev også brugt på at bage hindbærsnitter til kærestens kollegaer - bare fordi jeg havde lyst...


Eftermiddagen blev brugt på dejlig leg med LEGO - jeg elsker når de er i "lege-flow".


Nogle af de mange lækre økologiske grøntsager, som kom i vores lasagne... Mums!!!

Et super inspirerende blog-indlæg

mandag den 16. september 2013

Af forskellige omveje i det internationale blog-land stødte jeg i dag på dette meget inspirerende blog-indlæg omkring Simple Living-værdier, som jeg gerne vil dele med jer.
Indlægget "What is your legacy?" er skrevet af Brooke, som har bloggen "Slow your home" - det satte i hvert fald nogle tanker i gang hos mig...




Billeder fra en "slow weekend"

lørdag den 14. september 2013

Tænk at der allerede snart er gået 2 uger siden jeg skrev indlægget om studiestart og dermed også starten på mit "livsstilsprojekt" - det er ikke til at forstå!
Det virker lidt paradoksalt, at skrive om at tiden flyver afsted, når målet med hele projektet jo netop er at "slow down" og på mere tid i hverdagen til at gøre de ting, som jeg virkelig har LYST til..

Nå, men status efter den første uges tid er dog til trods for dette, at vi har haft en SKØN uge!
Drengene har været hjemme denne uge og vi har hygget os rigtig meget! De fleste dage har jeg kunnet hente dem tidligt og vi har bare været hjemme, bagt æble-kanelsnegle, bygget LEGO, set film og tegnet. Vores fjernsyn har jeg bevidst valgt at slukke - hvis de gerne vil se noget får de selvfølgelig lov til det, men faktisk har jeg oplevet at især Johan har bedt om, at jeg slukker fjernsynet, når han er færdig med at se den ønskede film eller lignende.

Vores morgener har ofte været præget af stress og jag, hvilket har været en ting, som jeg gerne ville lave om på. Derfor gør jeg en ekstra indsats for at de bliver hyggelige og rolige - blandt andet ved at fjernsynet er slukket, tøj og madpakker er gjort klar aftenen før og så bliver morgenbordet bare mere indbydende med et par stearinlys..

Jeg oplever, at disse forholdsvis simple tiltag gør at vi har færre konflikter for tiden - om det så blot er tilfældigt eller et resultat af den mere "langsomme" dagligdag er naturligvis vanskeligt at sige...

Vores weekend har været helt stille og rolig - lørdag besøgte vi vores lokale børnebibliotek for at låne nye godnatlæsningsbøger og bøger om dinosaurer, som er Johans store passion. Om aftenen fik vi besøg af drengenes onkel. Søndag fandt vi cyklerne frem og med en lille madpakke i tasken besøgte vi en skøn legeplads på Nørrebro. Da vi kom hjem hjalp Jakob med at bage boller med revet æble til vores eftermiddagshygge.

Alt i alt har det været en fantastisk uge, men jeg kan mærke, at der er plads til forbedringer...
Jeg skal især vænne mig til tilværelsen som fuldtidsstuderende igen - med en stor grad af frihed over egen tid, men samtidig med forpligtigelser i forhold til studiegruppe og lektielæsnning - en eller anden form for struktur skal jeg have fundet. 
Og så har jeg denne uge også brugt en del tid på hængepartier - tandlægebesøg,  bestille nyt pas, ringe til forsikring, A-kasse, TDC, banken, SU-kontor osv.... 

Til gengæld er et positivt tiltag, at jeg er kommet igang med min træning igen, hvilket jeg har savner rigtig meget og som giver mig mere energi i dagligdagen. 
Og symaskinen er kommet på overarbejde igen - dejligt!

Nedenfor er lidt billeder fra vores weekend: 












På "tissemyre-jagt" i Hune Plantage

mandag den 29. juli 2013

En lille billedreportage fra en skøn udflugt til den nette sum af 40.-, hvilket var prisen for vores busbillet tur/retur.
Målet for dagens tur var naturlegepladsen i Hune Plantage - et helt fantastisk sted for store og små, som vi kun kan give de allerbedste anbefalinger!


Drengene er klare til afgang - rygsækkene er pakket med madpakke og drikkedunk, samt insektglas til at studere "kryb" i.





Jeg ville ønske, at vi kunne have taget denne opstilling med hjem... Johans bud på, hvordan man laver et bål.


Der kom også heste forbi i skoven, hvilket gjorde stort indtryk på Jakob.







En meget træt Johan der venter på at bussen ville fragte os hjem igen. 

Hvilken dejlig dag - næste gang vil vi lave et rigtigt bål og bage snobrød...



Gratis glæder i ferien

lørdag den 27. juli 2013

Igår skrev jeg om, at vi i denne ferie har valgt at skære ned på entreudgifter til diverse forlystelse- og oplevelsesparker m.m. 
Men det har på ingen måde betydet, at vi ikke har oplevet noget eller at drengene blot har siddet og kigget ind i væggen i 2 uger... 

Ferien har blandt andet budt på en dag med vandplaskeri og konstruktion af sandslotte på Blokhus Strand.


De første dage i ferien var vi på besøg hos Mormor, som har høns, ænder, gæs, hunde og kat. Hun har også den fineste køkkenhave, som drengene virkelig nød at besøge flere gange dagligt for at hente gulerødder og ærter - det satte fremtidstanker igang hos mig... Mere om det en anden god gang.


At få en murerbalje fyldt op med vand har denne sommer vist sig at kunne bringe nærmest ustyrlig glæde hos begge drenge og give anledning til flere timers leg i haven. 


Igår var vi på to gratis udflugter - først til Rubjerg Knude ved Lønstrup, som er et sandt naturfænomen i form af en vandrede klit, som langsomt "æder"sig ind på kysten. Drengene synes det var fantastisk af bestige det store "sandbjerg" og udsigten fra toppen var intet mindre end spektakulær!!





Vi sluttede dagen af med en aftentur til Løkken, hvor vi slentrede på stranden, så på fiskernes skibe og fik øje på en masse små fisk langs med molens kant.



- Har du nogle gode forslag til gratis ferieglæder?