En inspirerende kvinde

torsdag den 24. oktober 2013

I et forsøg på at bestille bøger på biblioteket om simple living faldt jeg (ad mange omveje) over denne skønne artikel om en inspirerende kvinde og hendes familie, som jeg gerne vil dele med jer.
Rigtig god læselyst og fortæl mig gerne om jeres tanker om at leve på denne måde... ;)
Katrine Rudolph har også skrevet denne bog, som jeg har reserveret på biblioteket - jeg glæder mig HELT VILDT til at læse den!


Læs mere om Katrine Rudolph og hendes fantastiske liv og refugium her.

Jeg er MEGET INSPIRERET på en jævnt kedelig torsdag!!

Næsten selvforsyning

mandag den 21. oktober 2013

Som jeg nævnte i et indlæg for et par dage siden tilbragte vi en skøn efterårsferie hos drengenes Mormor i Nordjylland. Tiden stod nærmest stille og vi nød hvert øjeblik - ingen stress og jag, blot hygge, afslapning og leg.
Et par af dagene gik vi en dejlig "lufte-hunde-tur" rundt i "Kæret" og heldigvis havde vi et par store poser i lommen for på vores vej fik vi samlet en hel masse lækkerier fra naturens overdådige spisekammer - og det hele er blevet brugt med stor kærlighed...


Her er et lille udpluk af vores høst - skønne æbler, brombær og hyldebær. Vi fandt også hyben på en anden af vores ture.



Et par af æblerne og alle brombærrene blev anvendt til en skøn æblebradepandekage bagt med æg fra Mormors høns og serveret med kold cremefraiche til eftermiddagskaffen.
Opskriften er fra "God mad - let at lave":

Æblebradepandekage
Bradepande/Ildfast fad ca. 30*40 cm

250 g smør
250 g sukker
4 æg
400 g hvedemel
2 tsk bagepulver
2 tsk kardemomme
1 ½ dl mælk

Fyld:
5-6 æbler
200 g brombær
3 spsk sukker
1 tsk kanel

Tænd ovnen på 175 grader og smør bradepanden med lidt smør.
Rør smør og sukker hvidt og skummende.
Rør æggene i et ad gangen og rør godt indimellem.
Sigt mel, bagepulver og kardemomme og rør det i dejen skiftevis med mælken.
Hæld dejen op i bradepanden.
Skræl og skær æblerne ud i både. Læg æblebådene og brombærrene oven på dejen.
Drys med sukker og kanel.
Bag kagen nederst i ovnen i ca. 45 min.


Hyldebærrene kogte Mormor til saft sammen med nogle af æblerne og jeg lavede marmelade af vores plukkede hyben og nogle æbler - opskriften på hybenmarmeladen findes her.
Mormor kogte også den skønneste æblesirup til os efter denne opskrift (metode 1), som jeg vil nyde på min morgengrød i den kommende tid


Med os hjem til Hovedstaden fik vi denne kæmpekasse fyldt med lækkerier fra økogården, som vi besøgte med Mormor i ferien, samt æg og parterede kyllinger fra Mormors hønsehold.

Jeg elsker tanken om, at vi ud fra en skøn gåtur dannede et fællesskab om at plukke frugter og bær i naturen, som blev behandlet med stor kærlighed og omdannet til fantastisk lækre produkter - som ikke blot er økologiske og bæredygtige, men også minder os om en dejlig ferie hver gang de kommer på bordet.








Efterårsferie

lørdag den 19. oktober 2013

Vi holder ferie i denne uge - og det er i ordets bogstaveligste forstand... vi er på besøg i det nordjyske hos Mormor, hvor vi bliver forkælet og slapper af efter alle kunstens regler.



Vi har gået lange ture i naturen med Mormors hunde - og vi plukkede æbler, hyldebær, hyben og brombær, som vi fandt på vores vej (- hvad alle disse herligheder er blevet brugt til viser jeg i et kommende indlæg).



Mormor har kun DRs kanaler på tv'et, så drengene har set film på Ipad.



Johan er rigtig glad for Mormors skønne Aya-hund.



Der er blevet leget med LEGO i stor stil - heldigvis har Mormor et stort lager fra drengenes 5 onkler.



Vi har også besøgt denne skønne økologiske gårdbutik, hvor Mormor jævnligt køber ind - og vi fik da også en masse dejlige grøntsager med hjem (- det viser jeg en af de kommende dage).

Nu vil vi nyde den sidste dag hos Mormor - imorgen går turen hjem til København og hverdagen...

Rigtig dejlig weekend  til jer alle!