På "tissemyre-jagt" i Hune Plantage

mandag den 29. juli 2013

En lille billedreportage fra en skøn udflugt til den nette sum af 40.-, hvilket var prisen for vores busbillet tur/retur.
Målet for dagens tur var naturlegepladsen i Hune Plantage - et helt fantastisk sted for store og små, som vi kun kan give de allerbedste anbefalinger!


Drengene er klare til afgang - rygsækkene er pakket med madpakke og drikkedunk, samt insektglas til at studere "kryb" i.





Jeg ville ønske, at vi kunne have taget denne opstilling med hjem... Johans bud på, hvordan man laver et bål.


Der kom også heste forbi i skoven, hvilket gjorde stort indtryk på Jakob.







En meget træt Johan der venter på at bussen ville fragte os hjem igen. 

Hvilken dejlig dag - næste gang vil vi lave et rigtigt bål og bage snobrød...



Gratis glæder i ferien

lørdag den 27. juli 2013

Igår skrev jeg om, at vi i denne ferie har valgt at skære ned på entreudgifter til diverse forlystelse- og oplevelsesparker m.m. 
Men det har på ingen måde betydet, at vi ikke har oplevet noget eller at drengene blot har siddet og kigget ind i væggen i 2 uger... 

Ferien har blandt andet budt på en dag med vandplaskeri og konstruktion af sandslotte på Blokhus Strand.


De første dage i ferien var vi på besøg hos Mormor, som har høns, ænder, gæs, hunde og kat. Hun har også den fineste køkkenhave, som drengene virkelig nød at besøge flere gange dagligt for at hente gulerødder og ærter - det satte fremtidstanker igang hos mig... Mere om det en anden god gang.


At få en murerbalje fyldt op med vand har denne sommer vist sig at kunne bringe nærmest ustyrlig glæde hos begge drenge og give anledning til flere timers leg i haven. 


Igår var vi på to gratis udflugter - først til Rubjerg Knude ved Lønstrup, som er et sandt naturfænomen i form af en vandrede klit, som langsomt "æder"sig ind på kysten. Drengene synes det var fantastisk af bestige det store "sandbjerg" og udsigten fra toppen var intet mindre end spektakulær!!





Vi sluttede dagen af med en aftentur til Løkken, hvor vi slentrede på stranden, så på fiskernes skibe og fik øje på en masse små fisk langs med molens kant.



- Har du nogle gode forslag til gratis ferieglæder? 

Skøn sommerferie på budget

fredag den 26. juli 2013

At holde ferie kan være en temmelig dyr fornøjelse - især når man gerne vil lidt væk hjemmefra og opleve noget sammen med børnene. 
Men i år har min veninde og jeg faktisk fundet en supergod løsning - synes vi selv... 
Vi har byttet bolig, så min veninde og hendes datter holder storbyferie i vores lejlighed på Frederiksberg, mens mine drenge og jeg nyder 10 dage i hendes rækkehus tæt på Blokhus.
Der er naturligvis en transportudgift, men er man lidt fleksibel og villig til at researche priser, så kan det gøres ret billigt. 
Med hensyn til ferieoplevelser, så kan det underminere ethvert budget - jeg har med vilje skåret kraftigt ned på denne udgiftspost i år, men jeg vil faktisk vove den påstand at det har været en positiv disposition og åbnet mine øjne for, at det ikke er mine drenges behov at tilbringe en steghed dag i en forlystelsespark sammen med tusindvis af andre frustrede børn - og forældre...
Denne oplevelse med at bytte bolig i ferien har været helt fantastisk og det er helt bestemt noget, som vi vil gøre igen!!


- og så skader det jo ikke, at der er et Bamse-legehus og en have, som man kan lege mange timer i...

Hvordan holder I ferie i din familie og hvad prioriterer I højt/lavt?


Velkommen til - vi holder ferie!

fredag den 26. juli 2013


Ferietid giver tid og mulighed for at lade batterierne op og tænke lidt over dagligdagens stress og jag... 
At tage tingene op til revision og overveje om tingene er, som man ønsker. 
Denne sommer har givet mig meget at tænke over - mere om det i et snarligt blogindlæg. 
Konklusionen på alle disse tanker er imidlertid, at jeg ønsker at tingene bliver anderledes - og oprettelsen af denne blog er et af de første skridt på vejen mod et simplere liv, som gerne skulle give plads til at mine ønsker og drømme kan realiseres.

SÅ VELKOMMEN TIL - JEG GLÆDER MIG TIL REJSEN!!